Je m’appelle Agneta Forfatter: Emma Hamberg Bogen som jeg var lige ved at gå død i, men så skete der noget… Ja, jeg måtte kæmpe lidt med start fortællingen, om bogens hovedperson - Agneta. Man bliver udsat for en massiv ord-intens beskrivelse af Agneta, og ikke mindst hendes tankemylder, og hendes lidt tungsindige måde at se sig selv på, i den virkelighed som omgiver hende. Men pludselig havde hun mig, jeg måtte sænke paraderne, og blev ramt på både følelser og sanser. Bogen er en humoristisk og hjertevarm fortælling, om Agneta på 49, som nok har levet et lidt overfladisk og borgerligt liv, i en almindelig svensk forstad. Vi lærer hende at kende, midt i en kæmpe livskrise, hvor hun nærmest er ved at tænke sig selv i sænk - og følelsen af, at være blevet helt usynlig for sin omverden. Børnene er flyttet hjemmefra, og hun bor med sin mand Magnus, som kun går op i helsekost, tætsiddende cykeltøj og våddragter til havsvømning. Agneta er gået i stå, og lever hendes mands liv, men hendes indre levemenneske rejser sig for at kæmpe. Hun svarer på en annonce som au pair, der bringer hende til den lille landsby Saint Carelle, i Frankrig. Men ingenting er som Agneta havde forestillet sig… Barnet hun skal passe, viser sig at være en ældre dement homoseksuel herre - Einar, der bor alene i byens gamle (forhenværende) kloster. Her udspiller sig en magtkamp i Agneta, mellem hendes indre dæmoner, og hendes levemenneske som har ænset lyset, og lysten til at bryde ud. I Saint Carelle ændrer historien sig, til en følsom og lidt dyb fortælling, om nye uventede venskaber, og franske fristelser. Det er underholdende og rørende at følge Agnetas rejse, fra et gennemsigtigt menneske, der overgiver sig til franske vine og fede oste, for til sidst at stråle i pragtdragt, i sit genfundne - og nye selv…