“Kun til navlen” Samtidsroman af Linea Maja Ernsts Kun til navlen dykker ned i livet og sindet hos syv unge mennesker, der mødes i et sommerhus for at feste og reflektere over deres liv. Med udgangspunkt i nogle af personernes fælles baggrund som litteraturstuderende præsenterer bogen en række skiftende fortællinger, hvor karakterernes hemmeligheder, længsler og konflikter meget grundigt foldes ud. Romanen bærer præg af en intellektuel dybde, der afspejler karakterernes litterære baggrund. Fortællingen kredser om store spørgsmål som identitet, seksualitet og kærlighed, men også om frygten for at blive fastlåst i voksenlivets forventninger. Nogle af de syv forsøger at holde fast i deres bohemetilværelse, mens andre allerede har taget skridtet mod giftermål og børn. Linea Maja Ernsts skrivestil er uden tvivl imponerende – elegant, nuanceret og sprogligt udfordrende. Fortællingens spring mellem de forskellige karakterer og dens livs refleksioner vidner om en forfatter med en stærk litterær stemme. Samtidig gør brugen af fremmedord og komplekse tanker bogen til en lidt (for mig) krævende læseoplevelse, så jeg skulle holde tungen lige i munden… Men trods den tekniske dygtighed og de absolut interessante menneske tænkte temaer, formåede bogen ikke at gribe mig. Selvom der er øjeblikke, hvor fortællingen skinner igennem, blev jeg aldrig rigtig fanget af historien eller karaktererne. Der manglede noget, der kunne vække en stærkere følelsesmæssig forbindelse – noget, der kunne få fortællingen til at leve i mig efter sidste side. For læsere, der sætter pris på en til tider filosofisk dybde og en litterær kreativ udformning , kan Kun til navlen være værd at udforske. Men for mig blev det en læseoplevelse, der bare aldrig rigtig nåede helt i mål…

Underholdende, tangerende til det vulgære. Skægt spil på snobbet københavneri, men Ernst falder selv i fælden af indforståethed, og kommer med nogen lidt for “on the nose” lomme-symbolske sammenligninger til andre værker. Dog læste jeg den hele forholdsvist hurtigt, da man ikke keder sig i karakterernes selskab, men var desværre utilfreds med dens slutning.

Sjove betragtninger og meget analyserende bog, om venner der bliver voksne, og hvordan man måske vokser i hver sin retning.