7 år skulle der gå før jeg fik læst Et lille liv af Hanya Yanagihara. Nok fordi jeg ofte undgår litteratur der simpelthen bliver for grum. Og det er romanen. Grum. Ond. Ubærlig barsk. Derfor har det også taget mig over 14 dage at komme igennem de 790 sider. Jeg har haft brug for pauser. Jeg har undervejs grædt, haft kvalme, talt med personerne undervejs, grint og har haft lyst til at smide romanen ud af vinduet. Handlingen - også det grumme fortælles med en lethed og simplicitet der gør den et mesterværk. Skam, skyld, kærlighed, tilgivelse, ondskab, seksuel misbrug og ikke mindst venskab er temaer i bogen. Alt fortalt med en sproglig lethed og overlegenhed. Romanen er en af den slags menneskehistorier man aldrig glemmer. Den skildrer 4 venners liv gennnem næsten 40 år. JB, Malcolm, Willem og Jude. Deres venskab er romanens hjerte. Læseren følger dem gennem sorg, glæde, forløsninger og udfordringer, og mærker deres venskabelige bånd forstærkes men også brydes og heldigvis etableres igen. Jude er den absolutte hovedperson. Hans historie er så helt igennem forfærdelig og grusom - og jeg kan ikke mindes at have læst fiktion med så frygtelig en fortid. Judes kamp med skam og ikke mindst skyld er et af hovedtemaerne. Det er så vildt ironisk at han i den grad tiltrækker sig kærlighed men ikke er i stand til at se igennem sit eget selvhad. Han nægter sig selv at være vred på verden, men retter den mod sig selv ved hjælp af de barberblade han skamferer sig selv og derved får trøst. Romanen er altså også en historie om venskab. Det der skete når vennerne bliver vores selvvalgte familie. Det er jeg vild med. Venskabet mellem JB, Malcolm, Willem og Jude et af dem, jeg vil gemme på min indre boghylde ved siden af Jack, Jordan, Mike og Capers fra Beach Music og Owen Meany og Johnny Wheelwright fra En bøn for Owen Meany.