Nøjsomheden af Stine Askov Det her er vel egentlig en slags kærlighedsroman - en romance. Men åh altså - den er altså så meget mere. Den er realistisk - du tror på den. Også har den fantastiske karakterer. Mest hovedpersonen Mona og hendes gudmor Tut. (som er rank - selv når hun ligger ned - og har været morgenbolledame hos Simon Spies). Jeg spejler mig i Mona - i hendes måde at læse på. I hendes forhold til litteraturen. Hun ved da godt, at noget litteratur er finere end andet. Men hun er ligeglad. Hun sluger det hele. Harry Potter, Sophus Clausen, Fifty Shades, Fiskerne og Lykke Per. Bøger hun skaffer i Nøjsomhedens byttecentral. Herefter anmelder hun bøgerne på en post it. Kort og præcis (her adskiller hun sig en del fra mig). Mona er født, opvokset og bor altså stadig i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden i Helsingør. (Kvarteret findes i virkeligheden og har været på Ghettolisten. Seriøst HVEM finder på at kalde et socialt boligbyggeri for Nøjsomheden? Mor er psykisk syg og sygeligt besat af kongehuset som hun samler på udklip af fra de kulørte ugeblade. Heldigvis har Mona mosteren og gudmoren Tut som hjælper og støtter hende - selvom deres forhold ikke er uproblematisk. Især på grund af Tuts søn Frederik som er en uberegnelig voldspsykopat der udnytter og tryner sine omgivelser. Men hvordan er det her en romance tænker du måske. Jamen det er det, fordi Mona forelsker sig i den stammende overklassedreng Nikolaj - og det er gensidigt. Han læser litteraturvidenskab og på trods af at han er litteratursnob mødes de blandt andet om Harry Potter, som for dem begge har været en redningskrans i deres vidt forskellige barndom. Mona er ikke en stakkel. Hun er måske nærmere et mælkebøttebarn, som har lært af Moster Tut at hun ikke skal lade sig nøjes. Mona tror på lykkelige slutninger. Læs den!