Bag brystlommen
Bag brystlommen blurred
Bag brystlommen

Bag brystlommen

Et provinsdrama om den lokale Tøjmand, der farer vild i sin egen by

Karin Heurlin

Medierne

67%

Brugerne

88%

Hvor ville det være let, hvis man kunne hade sin konkurrent, elske den perfekte kvinde og forstå sin teenagedatter. Men ingen har lovet Anders N, at det skal være let. Den lokale Tøjmand og singlefar, Anders N, vil helst bare gøre alle glade. Men de ansatte i forretningen brokker sig. Datteren løfter ikke blikket fra telefonen. Revisoren vil tale om likviditet. Og den perfekte kvinde fra Tinder vil hele tiden snakke om, hvor de er på vej hen. Anders N vil gerne snakke. Dog vil han helst v...

HenrietteAnKri

HenrietteAnKri

20 dage siden

Opfølgeren til “Slået Hjem”, som jeg var dybt imponeret af og “Bag Brystlommen” skuffede bestemt heller ikke. En hjertevarm, nærværende og humoristisk roman og helt almindelige menneskers liv og de ting der, fylder og rører os, uanset hvem vi er og hvilken baggrund vi kommer fra. Vi er tilbage i den lille by Svendslev og genbesøger et velkendt persongalleri, men denne gang er det byens tøjmand, Anders N, der fører og gennem fortællingen. Anders er lidt af en knudemand, der har svært ved at tale om, og sætte ord på sine følelser og det, der fylder for ham. Samtidigt er han en mand, der elsker sin by, sin forretning og menneskerne omkring ham, men efter tabet af sin hustru og livet som alenefar til en teenagedatter, har han ikke helt fundet sin vej. Anders farer lidt vild – både i livet og i relationerne til de kvinder, der krydser hans vej. Det fører til nogle tåkrummende og morsomme situationer, men også til øjeblikke, der føles ægte og genkendelige; hverdagen, der bare flyder afsted, det usagte og det vi egentlig burde, men som vi ikke altid får gjort, er nok noget mange af os vil kunne spejle sig i Heurlin skaber på fineste vis en moden fortælling om det, at være voksen og alligevel ikke at have styr på ret meget. En fortælling, der gennem helt almindelig hverdagssituationer, fanger essensen af mange af de følelser, udfordringer og glæder, vi allesammen møder i det at være menneske. En fortælling, hvor det er helt okay, at træde forkert; ikke altid at være perfekt og at lære undervejs. Heurlin skriver med nerve og nærvær og formår, med sin underspillede humor og både menneskelige og relaterbare karakterer, virkelig at fange det levede liv i en lille provinsby Bogen larmer på ingen måde, men efterlader alligevel et stort indtryk. Jeg håber, vi i fremtiden, vender tilbage til Svindslev med flere historier fra Heurlins hånd 😊

STH

STH

1 måneder siden

“Bag Brystlommen” Roman af Karin Heurlin Karin Heurlin har med “Bag Brystlommen” skrevet en moden og rørende roman om det, der følger efter tabet, efter bruddet – og om det, der binder os til livet, også når vi er blevet hægtet af det - og virkelig er faret vild… Romanen udspiller sig i den lille by Svendslev, hvor vi to år efter forgængeren “Slået Hjem” igen møder et velkendt persongalleri – dog set fra en ny synsvinkel. Denne gang er det byens tøjmand, Anders N., der fører os gennem fortællingen. En midaldrende mand, der står alene med sin 12-årige datter, efter konens død for syv år siden. Han er en mand, der elsker sin by, sin butik og menneskerne omkring sig – men som også er gået i stå. I et stille limbo, hvor hverdagen glider af sted uden retning. Han har haft sin store kærlighed, måske endda to, men det er følelsen af ikke at kunne række ud, ikke at få formuleret det, der tynger, som definerer ham. Han har svært ved at tale om det, der gør ondt, og derfor bliver relationerne til kvinderne omkring ham, som han gerne vil - skrøbelige. Heurlin skriver ham frem med varme og humor, men uden at forskønne. Anders N. er ikke en tragisk figur – men han er heller ikke en, der har fundet vejen. Netop heri ligger romanens store styrke, i evnen til at skildre menneskelivets mellemrum. Det sted, hvor man ikke længere er dér, hvor man engang var, men heller ikke helt har fundet ud af, hvor man er på vej hen. “Bag Brystlommen” er en roman om ansvar, ensomhed, kærlighed – og om den stille uro, som mange af os vil kunne genkende. Måske især læsere, der selv står midt i et liv, hvor man er noget for andre hele tiden, men indimellem glemmer at være noget for sig selv. Det er en fortælling om at være forælder – og voksen – på en måde, der ikke larmer, men som insisterer på det ægte. Heurlin skriver lavmælt og præcist. Hun har en særlig evne til at se det betydningsfulde i det, vi ofte overser - blikket, der glider forbi, fraværet af de rigtige ord, den måde vi snubler i vores egne følelser, mens vi prøver at gøre det rigtige. Hendes humor er underspillet, hendes karakterer er så menneskelige – og hendes blik for provinsens nerve og psyke er skarpt og kærligt på samme tid. Afslutningen fortjener særlig ros. Det er sjældent, man møder en roman, hvor de sidste kapitler ikke blot afrunder, men løfter fortællingen – både tematisk og emotionelt. Det er ikke mindre end mesterligt arbejde af Heurlin. “Bag Brystlommen” er ikke kun en værdig opfølger til Slået Hjem, men en selvstændig og helstøbt roman, der bekræfter Heurlins plads som en af de mest interessante stemmer i nyere dansk hverdagslitteratur. En bog til alle, og til dem, der selv bærer ansvaret alene – og som ved, hvor svært det kan være at finde vej tilbage til sig selv. Men helt sikkert en fortælling som fortjener 6 ud af 6 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Bedre med appen.

Scan bøger for hurtigt at slå dem op, læs avisernes anmeldelser, følg dine venner, opret dit eget bibliotek og opret udfordringer. Alt sammen med appen.