Foruroligende, fascinerende og tankevækkende - “Bristefærdig” er anderledes end noget andet, jeg har læst. Fortælling skrives ud fra fra, hvad jeg betegner, som en psykisk syg kvinde, med direkte indblik til hendes tanker, som til tider både er grænseoverskridende og uforståelige. Alligevel dog så dragende, at man ikke kan lægge bogen fra sig. Jeg sad ofte og tænkte; hvis jeg lige læser lidt videre, SÅ forstår jeg.. dog uden at jeg nogensinde helt nåede dertil. Jeg forstod det store billede; et omsorgssvigtet og misbrugt barn, som er så desperat efter at blive set, anerkendt og elsket, at hun som voksen, opdigter en graviditet og et barn, som hun isolerer sig med og lader sig opsluge fuldstændig af, indtil hun sygner hen. Men er det virkelig et barn? Omverdenen siger hun har tvangstanker, at det opdigtede barn i virkeligheden var en tumor, som blev fjernet, men som hun efterfølgende lever med og drager omsorg for, til den går i forrådnelse. Ude fra set er hun syg, men fordi vi følger HENDES tanker og helt selvfølgelige følelser i, at tage sig af det her barn, blot for at kunne elske og selv blive elsket, så bliver man i tvivl om, hvad der er virkeligt. Er det hende der er syg eller er det omverdenen, der ikke har forstået hende? Måske begge dele? Romanen er både bizar og til tider, ubehagelig, fordi den er så grænseoverskridende og bryder med alt, jeg kender som normalitet og sund fornuft. Men den er også dybt fascinerende og tankevækkende. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er normalt..? Hvem har ret til, at definere, hvordan vi skal leve? Bogens hovedkarakter er i forfald, syg og bliver mere og mere som et vildt dyr. Men hun er lykkelig og ønsker ikke forandring.. så hvilken ret har man til at skride ind? Jeg tænkte først, jeg ikke kunne lide bogen. Men selv om den både undrede og forfærdede, fængede og fascinerende den også. Den sidder i kroppen længe efter og kalder på samtale og refleksion. Og DET er ihvertfald, hvad jeg vil kalde en vellykket roman.