Er du til provinsens skyggesider, dysfunktionelle skæbner og overlevere, ja så er det bare med at komme i gang. Jana Kippo er vendt hjem til den lille barndomsby Smalånger for at redde Bror der er ved at drikke sig ihjel. Jana er i byen er kendt for at have forsøgt at tage livet af sin far med en høtyv. En opgave der ikke lykkedes, men senere blev fuldendt af Bror. Byen er på mange måder som Hotel California. “You can check-out any time you like, But you can never leave! " Så Jana er naturligvis stuck. Med et forhold til den psykisk ustabile John og et job i hjemmeplejen, et job hun faktisk søgte i en brandert. Men hun er god til omsorg, Jana. Måske fordi hun altid har været der for Bror. Persongalleriet i Smålanger er skildret superb. Alle har de forkvaklede relationer til hinanden. Og ikke mindst til “hende der Maria der gik hen og døde” - og som gik på omgang mellem de gifte mænd i byen. Som er relateret til Jana og Bror og “havde samme tænder som os, men viste dem tiere!”. Sort humor er der nok af. Som barndomsveninden Katharina som er ved at dø af cancer og ikke ønsker at tilses af sygeplejersken Angelika med Carpe Diem tatoveringen for “forestil dig, at de sidste ord man ser, inden man dør er Carpe Diem!” Ja der er masse af sort humor i bogen, MEN den er også grum. Skildringen af Jana og Brors barndom på Kippogården hos “Fadren” og “Modren” er så modbydelig. Far slog, drak og det der var langt værre. Mor så den anden vej og bad til Gud. Jeg ved sgu ikke hvem der svigtede mest! Sproget i romanen er sært, men fortryllende . På mange måder nærmest barnligt uden nogen form for tegnsætning eller forskel mellem store og små begyndelsesbogstaver. Navnene er skrevet ud i en køre - Allanberg, Gunnargran og Märitljungqvist. Sætningerne kører altså nærmest bare selv derudaf uden tegnsætningens mulighed for tænkepauser. Jeg måtte af og til læse sætningerne igen for at forstå betydningen. Forstå betoningen! Men lad det ikke skræmme. Det er fængslende. Medrivende!