Rødby–Puttgarden Roman af Helle Helle Dette er min første roman af Helle Helle, men næppe den sidste. I en periode, hvor jeg er særligt optaget af litteratur om almindelige mennesker, om det velkendte liv og de små, ofte uspektakulære hverdagdramaer, de fleste af os lever i, er det næsten uundgåeligt at støde på Helle Helles forfatterskab. “Rødby-Puttgarden” er ikke ny, men stadigvæk fuld af liv. Romanen kredser om almindelige mennesker i et genkendeligt provinsmiljø og fortæller, hvordan liv leves - ikke gennem dramatiske brud, men gennem fraværet af dem. Med sin konsekvente, minimalistiske stil fører Helle Helle læseren sikkert og overbevisende gennem fortællingen om Jane, romanens jeg-fortæller. Jane har afbrudt sin uddannelse i København og vender tilbage til Kongeleddet ved Rødbyhavn - et boligkompleks og et miljø, der repræsenterer tryghed, gentagelse og genkendelighed. Hun flytter ind hos sin søster Tine og sin lille niece. Tine arbejder i parfumeriet på færgerne mellem Rødby og Puttgarden og skaffer Jane arbejde samme sted. Parallelt med hverdagens rutiner, blandt helt almindelige mennesker føres vi tilbage til Janes barndom. Her møder vi både moren og mormoren, og langsomt tegner der sig genkendelige mønstre, hvor mænd kommer og går, relationer gentager sig, og livet leves uden store brud. Det forekommer, som om Jane forsøger at distancere sig fra sit ophav - fra traditionerne og de gentagelser, der synes at forfølge generationerne - men uden for alvor at kunne bryde ud af dem. I Helle Helles kompromisløse minimalisme er der ingen store følelsesmæssige udsving. Fortællingen rummer få eksplicitte refleksioner fra personerne selv. Måske fordi en nærmere eftertanke ville gøre virkeligheden for smertefuld, eller måske fordi personerne snarere udviser en stilfærdig loyalitet over for deres rodfæste og livsvilkår. Romanen opbygger langsomt en forventning om erkendelse, opgør eller forandring - men i stedet for et klassisk klimaks indtræffer en tilbagevenden til det velkendte. Romanens titel og Janes arbejde på færgerne peger ellers mod bevægelse, overgang og rejse. Men færgeturen er cirkulær, gentagende, frem og tilbage. De store forandringer udebliver, og livet fortsætter i noget, der ligner det samme. Uden at afsløre for meget understreger slutningen netop dette, at man kan være i konstant bevægelse uden egentlig at komme nogen vegne. “Rødby-Puttgarden” insisterer på, at vores liv sjældent formes af spontanitet og store eventyr, men snarere af forudsigelige tilfældigheder og en form for hverdagslig resignation. Romanens usagte kodeks synes at fortælle os, at livet ændrer sig sjældent dramatisk, mennesker bliver ofte i det, de kender - og det store drama er fraværet af drama. Med “Rødby–Puttgarden” rammer Helle Helle præcist den virkelighed, der er så banal og almindelig, at vi let overser, hvor meget den faktisk rummer.

En virkelig god og tankevækkende bog, hvor Helle Helle med stor tydelighed afslører liv i et lettere forarmet udkantsområde.