Dette er den fjerde roman af Helle Helle, jeg læser inden for kort tid, og allerede fra mit første møde med hendes forfatterskab var jeg betaget. Jeg gik hurtigt fra at opleve hende som særpræget – en forfatter med et helt særligt udtryk – til at være decideret fan. Hendes evne til at sige så meget med så få ord er ganske enkelt imponerende. “De” er en roman om en mor og en datter, om en pige og et blomkålshoved. Det er en fortælling om kærlighed, eufori og opture, ofte med nedturene lige i hælene. Men først og fremmest er det en ægte Helle Helle-roman, hvor kompositionen og fortælleteknikken i høj grad vidner om forfatterens suverænitet og sikre hånd i minimalismens kunst. Et særligt virkningsfuldt greb er den måde, Helle Helle lader nutid og datid glide ind over hinanden – til tider midt i samme sætning. Fortællingen følger sindets måde at huske på, hvor fortiden ikke ligger pænt afsluttet bag os, men hele tiden trænger sig ind i nuet. Det skaber en stemning af både nærhed og distance, som passer smukt til romanens temaer om relationer, tab og det usagte. Man mærker, hvordan hovedkarakteren ikke blot lever sit liv, men også lever med og i sine minder. Helle Helles “De” er fortalt i et enkelt og prunkløst sprog, som kun hun mestrer det. Hun skærer alt overflødigt væk – ingen unødig udsmykning, ingen forklaringer – og overlader det til læseren at mærke, tænke og fortolke det lille mesterværk, der langsomt folder sig ud mellem linjerne. Min læseoplevelse af “De” er i lige så høj grad en fascination af Helle Helles måde at fortælle på som af selve handlingen – hvis man da overhovedet kan tale om en egentlig handling her. Det er ikke i sig selv begivenhederne, der driver romanen frem, men sproget, stilheden og de fine forskydninger i tid og stemning, hvor livet langsomt viser sig i det små. For mig er “De” ikke blot en roman, men en litterær kunstart i sig selv, et fint afstemt stykke prosa, hvor hvert ord vejer tungere, netop fordi der er så få af dem. Helle Helle viser, at stor litteratur ikke behøver at råbe, men kan have en form, hvor stil og følelse smelter sammen til noget sjældent helstøbt og smukt.